Dig der starter din dag kl 6, når at spise morgenmaden inden du er mødt på arbejde, får handlet ind og hentet børnene, laver aftensmad imens vasketøjet er sat over, kysser din mand, får lagt børnene i seng og også når at finde tid til dig selv inden dagen atter er omme. Dig der har så meget overskud og formår at holde hovedet koldt og have tungen lige i munden. Og dig der nogle gange har svært ved at komme op om morgenen, og derfor ikke når at få morgenmad inden du skal ud ad døren. Og dig der når det alligevel. Dig der ikke har nogle børn, og bare ikke orker en skid når du endelig er mødt hjem fra arbejde. Og dig der nyder at være igang efter en lang dag på arbejdet. Dig der ikke har noget arbejde, dig der er jobsøgende, dig der er sygemeldt og dig der er hjemmegående. Dig med en masse overskud, dig der ikke har noget overskud og dig der føler, at du burde. Dig der følger loven, dig der gør dit bedste for at følge den og dig der har hjertet på rette sted. Dig der cykler med både cykelhjelm og sikkerhedsvest. Dig der cykler med hjelm uden sikkerhedsvest, dig der ikke cykler og dig der skifter mellem cykel og offentlig transport. Dig der benytter bilen dagligt og dig der nyder at gå. Dig der tænker på miljøet og gør alt hvad du kan. Dig der ville ønske du tænkte mere på miljøet og dig der synes, at du har gjort det du kan. Dig der køber genbrug. Dig der gerne vil købe genbrug og dig der ikke har lyst eller ikke har tænkt over det. Dig der har en samlever. Dig der er single, og dig der er i et åbent forhold. Dig der rigtig gerne vil have en kæreste, dig der ikke søger en partner og dig der prøver at få din eks tilbage. Dig der har ondt i hjertet. Dig der er kommet videre. Dig der lever i offerrollen og dig der prøver at komme ud af den. Dig der kæmper en brag kamp. Dig der gerne deler tanker og følelser, og dig der ikke føler behov. Dig der prøver dig frem, og det ikke føles rigtigt. Dig der ikke giver en fuck for hvad andre tænker om dig. Dig der går i det tøj du vil og gør med dit liv som du vil. Dig der prøver og synes det er svært. Dig der udlever dit autentiske selv, selvom der altid vil komme modstand. Dig der står stærkt i din kerne, og dig der drømmer om samme. Dig der bare er dig. Dig der lever og gør som du vil. Jeg er din største fan.

Jeg har været sygemeldt siden Januar 2014 (minus et halvt år hvor jeg studerede), og har i mellemtiden fuldstændig glemt hvordan jeg lever. Jeg kommer sjældent ud for døren, og jeg ser stort set ikke mine veninder. Jeg kan faktisk ikke overskue noget overhovedet. Opvask, rengøring, bad, indkøb, vinduespudsning, gå tur.. Jeg orker ikke noget af det. Jeg kommer ikke til terapi, og jeg aflyser ofte de få aftaler jeg har fordi jeg alligevel ikke magter det. Jeg bliver SÅ hurtigt drænet, og jeg kan ikke have flere aftaler på én dag eller to dage i træk – fordi jeg simpelthen bliver så træt. Jeg vil så gerne have mere overskud, dyrke yoga, gå ture, skrive på bloggen, læse mine bøger, lege med mine spirituelle evner, meditere og jeg kan komme efter dig, men jeg gør det ikke. Jeg orker det ikke. Det er meget nemmere at bruge hele dagen i sengen og sofaen og blive mere og mere sløv. Det er en ond cirkel. En cirkel, som jeg ikke længere ved hvordan jeg får gjort en ende på. Jeg kan i hvert fald ikke huske hvordan man gør. Jeg kan tilmed ikke huske hvordan jeg kom fra den ene dag til den anden inden jeg blev sygemeldt. Jeg kan endda ikke finde ud af hvorvidt det er den onde cirkel eller min sindstilstand der spænder ben. Det kan også være begge dele der er på spil, og hvordan får jeg så lige det til at gå op? Jeg synes simpelthen det hele virker fuldstændig uoverskueligt, og jeg aner ikke hvor fanden jeg skal starte. Jeg har en masse værktøjer. Guidede meditationer, krystaller, olier, orakelkort, Reiki, men ingengang dét magter jeg at bruge. Jeg er gået helt i stå, og fuck hvor er det bare frustrerende. Det er lige til at brække sig over, for umiddelbart er der jo ikke noget at gøre – med mindre jeg tager mig selv i ørene, eller får hjælp til dette. Jeg vil rigtig gerne have en støtteperson fra kommunen, og er nok nødt til selv at få det i gang hvis der skal ske noget. For det her cirkus gider jeg virkelig ikke mere. Jeg har været her utallige af gange nu. Jeg har givet mig selv peptalks, talt mig op i spejlet, forsøgt at bruge de redskaber jeg har, for derefter at miste motivationen meget hurtigt. Og nu er jeg her så igang, velvidende om at det også denne gang bliver en kamp. Jeg skal holde tungen lige i munden. Jeg skal bruge den handlekraft jeg ikke har, og jeg skal prøve igen og igen og igen, indtil det lykkedes mig at genopbygge min rygrad og skabe sunde rutiner. Jeg skal tage én dag ad gangen. Erkende at jeg har brug for hjælp, og tage imod den hjælp jeg kan få. Bruge min kæreste som motivator og alle de værktøjer jeg har omkring mig. Ikke banke mig i hovedet over de ting jeg heller ikke fik gjort i dag, og i stedet fokusere på hvad jeg kan gøre nu og her. Lave lister, og prøve igen når jeg falder i. Indtil det lykkedes.

Ja.. Det der med at have en masse idéer og visioner man brænder for, men som man alligevel har svært ved at holde ved lige eller komme igang med. Kender du det? Jeg vil så gerne skinne igennem. Inspirere, være et talerør og vække gudinden i dig der bare venter på at springe ud. På trods af hvad andre måtte tænke. Det er nok i virkeligheden dem jeg lader mig styre af. Dem, med andre visioner end jeg har. Dem, der ikke deler samme syn på verdenen og på livet, og dem, der bare ikke forstår. For de findes, og det er helt okay. Vi er alle mennesker på vores egen rejse, og det er ikke meningen at alle skal være enige eller kunne nikke genkendende til de ting jeg deler. Det der nok er angstprovokerende for mig, er at disse mennesker også findes i min nærmeste omkreds såsom min familie. Og deres mening er lov. Tanken om at sidde til en familiesammenkomst hvor et familiemedlem pludselig henvender sig til mig og stiller spørgsmålstegn er fuldstændig nervepirrende. For så er det pludselig mig som menneske der bliver stillet spørgsmålstegn ved, og dét er farligt. For deres mening er lov og meget mere værd end min egen mening. Så skulle de være uenige, undrende eller i værste tilfælde forarget (jeg snakker meget om min fortid og de minder jeg bærer rundt på), så er det mig som menneske der bliver sat i dårligt lys. Det er ikke kun mine ord der bliver sat spørgsmålstegn ved, men også mit værd. Mit værd som det mennesker jeg er med de ting jeg har i bagagen. Og alene det bremser mig i fx at skrive på denne blog, selvom jeg har lyst. At dele minder, råd og erfaringer selvom jeg brænder for det. At leve MIT liv fuldt og fast.

Derfor er det nødt til at være slut. De er mennesker ligesom mig, med samme værd og samme ret. Deres meninger vejer ikke mere end mine og vice verca. Jeg må tage det som tingene kommer, og virkelig mærke efter hvad jeg har lyst til uden at lade mig påvirke af dem tæt på mig. Så det gør jeg nu. Igen. Øvelse gør mester.

Jeg har i en del år følt det var svært at få gjort ting jeg gerne vil. Det kan være lige fra at gå en tur til at tage opvasken. Dyrke yoga, meditere, læse bøger, lave min selvhealing og jeg kan blive ved. Jeg har en masse idéer og visioner, drømme og forestillinger. En masse ting jeg gerne vil have ført ud i livet. Men alene det at tage opvasken eller et bad kan virke meget uoverskueligt. Jeg føler en konstant træthed og udmattelse, og jeg magter sjældent at være sammen med mine veninder. Bare mennesker generelt kan virke afskyende. Jeg har generelt meget lidt overskud, og der skal også meget lidt til at jeg ligger mig i sengen og spiller på min telefon. Det er meget lidt jeg faktisk orker – og jeg har haft svært ved at forstå hvorfor? Ja, jeg har nogle psykiske lidelser der kan give disse symptomer, og ja, jeg har stadig mange ubearbejdede følelser og så er jeg i gang med terapi igen. Men hvorfor er det så svært for mig at tage skridtet? Hvad er det der holder mig tilbage?

Kan det være frygten for at være glad? Ja, men alligevel føler jeg ikke det er svaret. Jeg er meget bevidst om mine katastrofetanker og det faktum, at jeg er bange for at føle lykke. Jeg har tænkt på, om det kan være ren dovenskab? Jeg ser mig ikke selv som et særlig aktivt menneske, men i og med jeg har alle de her intentioner giver det ikke mening for mig, at det skulle være dovenskab. Det jo ikke fordi jeg ikke gider. Der er en helt masse ting jeg gerne vil, men det er skridtet der føles svært.

Så helt tilfældigt i formiddags støder jeg på en test hvor man kan få testet hvorvidt ens chakraer er i balance. Jeg elsker sådanne tester, så selvfølgelig skulle jeg tage den. Man ved jo aldrig, måske vil jeg blive positivt overrasket. Og rigtigt nok, så blev jeg overrasket. Ikke så meget over resultatet, men fordi jeg fik en åbenbaring. Jeg fandt svar på hvorfor det er så fandens svært for mig at tage mig sammen. Det er sgu da fordi mit rod chakra og mit hara chakra er blokeret! Alle brikkerne faldt på plads, og jeg blev så lettet, for det hele blev pludseligt mere overskueligt. Nu ved jeg hvad jeg selv kan gøre for at nå derhen til hvor jeg gør alle de ting jeg gerne vil, uden at jeg føler mig holdt tilbage. Det har været så frustrerende ikke at vide eller forstå hvorfor det kan være så svært for mig at få gået den tur, taget den opvask, få mediteret eller motioneret, alle de ting jeg gerne vil, og hvad fanden jeg skal gøre for at komme derhen jeg gerne vil. Og nu forstår jeg det, endelig. Så jeg har fået en kæmpe og spændende opgave foran mig. Mine chakraer skal i balance så jeg kan få en sjæl i balance og det liv jeg drømmer om.

Hvis du er nysgerrig på dine egne chakraer, kan du jo selv tage en test. Der findes mange af dem, og jeg vælger altid dem jeg selv føler virker troværdige. Den jeg tog denne gang, er lavet af Daily Life, og har givet så god mening for mig, som I nok kan læse. Jeg kan klart anbefale at prøve det. Ellers vil jeg anbefale at du søger lidt på chakraer og symptomer på blokeringer, så du kan blive klogere på dig selv.

Lys og kærlighed på din vej <3

Det er nu ved at være nogle dage siden jeg tog beslutningen om at blogge igen, og jeg har endnu ikke fået skrevet noget indtil nu. Jeg har nemlig lige siden den dag gået og tænkt på, om jeg overhovedet har noget klogt og interessant at byde ind med? Er jeg overhovedet interessant at følge? Og kan jeg egentlig inspirere folk? Jeg er jo endnu engang sygemeldt, og er stadigt i fuld gang med terapi og healing. Jeg har kort sagt stadigt meget at lære, og jeg er langt fra i mål. Pludseligt dukker en anden stemme op ”Skal man da være det?”. Denne stemme er min fornuft. Og nej, det skal man ikke. Jeg skal ikke have et fuldtidsarbejde, dyrke træning hver dag, være i balance og have en masse overskud for at kunne byde ind med noget. Jeg skal ikke være i mål. Denne blog er derimod en del af rejsen mod målet og ikke selve målet. Så kl 23.30 lørdag aften satte jeg mig til at skrive bare et eller andet for at komme i gang, og lod de negative tanker passere. For selvfølgelig har jeg da noget at byde ind med. Jeg kan byde ind med at fortælle dig der sidder og læser med, at du ikke er alene. Vi får alle negative tanker på et eller andet tidspunkt i vores liv, og de skal simpelthen ikke have lov til at tage styringen. I hvert fald ikke hjemme hos mig. Det er tankerne der skaber vores liv, og jeg har altså fået nok af et liv med negative tanker der bestemmer hvordan mine dage og mit humør skal se ud. Så sent i aftes tog jeg beslutningen om at give de negative tanker fuck fingeren, og gik i gang med mit første blogindlæg i lang tid. Det er aldrig for sent at bevise overfor dig selv, at du er god nok på trods af negative tanker og frygten for hvad andre tænker. Jeg er god nok selvom jeg er det sted i livet hvor jeg nu er. Jeg er god nok selvom jeg stadig lærer og healer. Det er nu jeg er i udvikling, og derfor også nu jeg har meget at skrive om og dele – hvis jeg har lyst.

Jeg sender masser af lys og kærlighed din vej, og håber du også giver dine negative tanker fuck fingeren, så du kan gøre det der gør dig glad og tro på, at du er god nok. For det er du <3