Ja.. Det der med at have en masse idéer og visioner man brænder for, men som man alligevel har svært ved at holde ved lige eller komme igang med. Kender du det? Jeg vil så gerne skinne igennem. Inspirere, være et talerør og vække gudinden i dig der bare venter på at springe ud. På trods af hvad andre måtte tænke. Det er nok i virkeligheden dem jeg lader mig styre af. Dem, med andre visioner end jeg har. Dem, der ikke deler samme syn på verdenen og på livet, og dem, der bare ikke forstår. For de findes, og det er helt okay. Vi er alle mennesker på vores egen rejse, og det er ikke meningen at alle skal være enige eller kunne nikke genkendende til de ting jeg deler. Det der nok er angstprovokerende for mig, er at disse mennesker også findes i min nærmeste omkreds såsom min familie. Og deres mening er lov. Tanken om at sidde til en familiesammenkomst hvor et familiemedlem pludselig henvender sig til mig og stiller spørgsmålstegn er fuldstændig nervepirrende. For så er det pludselig mig som menneske der bliver stillet spørgsmålstegn ved, og dét er farligt. For deres mening er lov og meget mere værd end min egen mening. Så skulle de være uenige, undrende eller i værste tilfælde forarget (jeg snakker meget om min fortid og de minder jeg bærer rundt på), så er det mig som menneske der bliver sat i dårligt lys. Det er ikke kun mine ord der bliver sat spørgsmålstegn ved, men også mit værd. Mit værd som det mennesker jeg er med de ting jeg har i bagagen. Og alene det bremser mig i fx at skrive på denne blog, selvom jeg har lyst. At dele minder, råd og erfaringer selvom jeg brænder for det. At leve MIT liv fuldt og fast.

Derfor er det nødt til at være slut. De er mennesker ligesom mig, med samme værd og samme ret. Deres meninger vejer ikke mere end mine og vice verca. Jeg må tage det som tingene kommer, og virkelig mærke efter hvad jeg har lyst til uden at lade mig påvirke af dem tæt på mig. Så det gør jeg nu. Igen. Øvelse gør mester.